Æresmedlem Carl Andersen er død

Æresmedlem Carl Andersen er død.

Lørdag d. 20. juni afgik Carl, efter kort tids sygdom, ved døden, kort før sin 88-års fødselsdag.

Carl blev, noget sent, hyldet for sit 50-års medlemskab ved AMK’s jubilæumsudstillingen i Marselisborghallen, hvor han også blev udnævnt til Æresmedlem.

Knap 70-års medlemskab af AMK, blev det til, hvor Carl altid var klar til at støtte, når der var behov. Annoncer blev altid tegnet, varevogne stillet til rådighed og det årlige Carls Nissetrial ikke at forglemme, på gården i Høver, hvor der også blev kørt DM i bedømt trial. Da der blev kørt løb på Væddeløbsbanen, var det Carl som stod for sidevognsklassen, med utraditionelt resultat. Han elskede at dreje og bøje regler. Tror egentlig slet ikke han kunne lide regler! Der stod i godkendelsen af banen, hvor mange sidevognscykler der måtte starte, i bredden, men ikke noget om hvor mange rækker! Resultatet blev så, helt uhørt, til to rækker. Det var så den eneste gang med, tror jeg, 16 sidevogne på banen, på en gang.

Efter læretiden hos et andet æresmedlem af AMK, Knud Nielsen, og arbejde ved Motor-Depotet, som var en MC-forretning dengang, blev det omkring 1960 tiden at Carl skulle være selvstændig. Dette skete under ydmyge forhold på Brendstrupvej. Da han var en dygtig håndværker, og kendt fra sine meriter på motorbanerne, gik det efterhånden godt på værkstedet, så godt at der blev bygget et nyt stort MC-værksted med afdeling for maskinarbejde, cylinderboring m.m. samt en butik på Randersvej 152.

I 1965 kom importen af Yamaha til, året efter Norton og der kom fart på forretningen med køb og salg. Ved udgangen af 1966 blev importen opsagt af Yamaha, den overgik til importøren af Toyota, som Yamaha på det tidspunkt havde et tæt samarbejde med. Så stod Carl der, uden import af et mærke med volumen, og hvad så? Jo, Kawasaki, som var et nyt og ukendt mærke, blev kontaktet, og til Top Race på Jydsk Væddeløbsbane i juni 1967, kunne Carl vise det nye mærke frem. Og så gik det fremad, med import af motorcykler og alverdens udstyr til kører og motorcykel. Sidenhen kom også import af trialcykler og crossere fra spanske OSSA, samt crossere fra engelske AJS, som var en del af Norton Villiers koncernen. En kort overgang var importen af motorer fra Weslake, samt Speedway-udstyr også en del af forretningen. Siden kom også, da det blev moderne med 45 km/t knallerter, spanske Derbi til.

Carl elskede motorcykler og specielt motorløb. Utallige kørere – flere end Carl anede – har haft glæde af hans generøsitet, gennem årene. Mange kan nævnes, men Søren B. Mortensen, og hans resultater, står nok i særklasse her. AMK’s Speedwayhold, Piraterne, nød, de sidste år de var på banerne, godt af at Carl stod for salget af Pirelli MC-dæk i Danmark. På rundbane blev John Steffensen/Finn Møller hjulpet til et DM i 1973, og svigersønnen; Finn Thomsen, havde hjælp til at komme i VM-finalerne i Speedway i 1979 og 80. Men der var mange, mange flere…

Sportsligt begyndte Carls karriere lige efter 1950. I starten på en 175cc U.T – hvilket gav ham kælenavnet ”Carl UT” – og derefter var det en 250cc Maico. Det blev til trial, Moto-Cross, bl.a. på AMK’s egen bane i Ny Mølle, og rundbaneløb. I 1952 prøvede han, efter eget udsagn, at kløve en bus på langs, på sin sidevognscykel, i Frederiks Alle’ – bussen vandt! Carl var døden nær, alt var brækket i ham og mere end et halvt år blev tilbragt på Kommunehospitalet. Så blev det tid at han skulle prøve at køre baneløb med sidevogn på, og det blev der resten af karrieren. Der blev vundet flere jyske og danske mesterskaber. Kørsel på asfalt, på Roskilde Ring, blev også prøvet. Det gav så meget blod på tanden, at der i 1962 blev bygget en rigtig ”knæler” til TT-løb, som det hed dengang. Der blev kørt på de kendte baner i bl.a. Tyskland, her kan nævnes Solitude Rennen ved Stuttgart og den store bane Nürburgring, kaldet Det Grønne Helvede, samt andre steder i Europa. Toppen må være, da han og Ole Møller tog til TT-løbene på Isle of Man i 1963 og 64. Det første år drillede mekanikken, så de ikke kvalificerede sig til løbet. I ’64 gik det som det skulle, de fuldførte løbet, som var en VM-afdeling, med en respektabel placering. Flot klaret på en hjemmebygget cykel med en motor fra Carls gamle Norton Dominator gadecykel, som da havde kørt 140.000 km (!), blandt andet mod alle de stedkendte fra UK og stjernerne fra Tyskland, på deres fabriksstøttede BMW’er.

1964 blev så det sidste år som aktiv, nu skulle tiden og kræfterne bruges i firmaet på Randersvej. Men, så skete der noget! I 1969 kom Kawasaki med deres nye 500’er, med trecylindret motor og hele 60 HK. Den gamle cirkushest kunne vejre savsmuld. Der var lige noget der, som skulle prøves. En cykel blev sat til side, og ombygget til sidevognsræs. Efter debuten til Guldbarreløbet, på Charlottenlund Travbane, var DM på travbanen i Skive det næste løb. Carl havde ikke kørt i fem år, de andre par nærmest hver søndag i sommerhalvåret – det var da noget af en forskel. Det blev til en meget acceptabel sølvmedalje. Året efter kom Kawasaki med en rigtig Grand Prix racer, sindssygt dyr og 75 HK. Igen blev det til Guldbarreløb og DM i Skive. Guldbarreløbet gav ikke placering og DM i Skive blev kørt i stærk regn. Når selv den altid stabile Kurt W. Petersen kunne vælte der, så kunne alle! Kawa’en gik nærmest på tværs op ad langsiden, ramte halmballerne med sidevognen, og kastede Carl og Ole af. Carl blev alvorligt skadet i den ene skulder og bragt nærmest bevidstløs til hospitalet. Så stoppede karrieren, troede man, men nej, igen! I 1972 kom der et kit til H1R modellen, med mere kraft, altså +75 HK, det blev monteret på motoren i sidevognscyklen. Først kørte Svendsen/Hasager Guldbarreløb på cyklen, og da Carl så hvor godt den gik, ville han også prøve. Efter en test på banen i Hvidsten, valgte Carl dog alligevel at starte på en anden Kawasaki, som havde en næsten standard motor. Det blev til knap en omgang i Skive, inden den satte sig, og det blev så det endelige punktum for karrieren på bane.

Også på landevejen var Carl aktiv, i de unge år. En tur til blandt andet Marseille, på 5.000 km, med en makker fra AMK, og to gange til Rom, med Tove bagpå + den almindelige transport blev klaret på hans Norton Dominator. Det var den, som senere donerede motoren til TT-raceren. Så Carl har også være rigtig motorcyklist. Senere yndede han at tage turen til datteren, Susanne, i Spanien, på en Kawasaki, det var så 3.000 hver vej, og Carl var da omkring de 60 år.

Det er altså både en aktiv motorsportsmand og en støtte til motorcykelsporten vi her har sagt farvel til.

Selvom Carl ikke har været i rampelyset de sidste år, har han aldrig været glemt!                                                                                            Utallige gange er jeg blevet mødt med spørgsmålene: ”Hvordan går det med Carl, hvor gammel er han efterhånden?”                        Der har altid været respekt, interesse og kan man sige hengivenhed for Carls person. Rigtig mange har været i kontakt med ham, og mange har fået noget – og måske mere – end de forventede.  Her tænkes ikke kun materielt, han havde så meget mere at byde på end det. Interesse og nærvær, og ikke mindst den gode humor, var nogle af tingene.

En ting vi ikke skal glemme er alle de historier og anekdoter der er om Carl. Han elskede at gøre, og sige, ting på sin egen måde, dem har vi så at varme os ved, nu kilden er løbet tør. Alle der har været i berøring med Carl, har et eller andet at fortælle. Og, det er ikke det ringeste at efterlade sig.

Vi har alle, her i AMK, meget at takke for!

Carl gav gennem mange år, klubben mere end vi kunne forvente.

Uden Carls velvillighed overfor klubben ville meget have set anderledes ud. Han var et større aktiv for AMK end han selv og vi andre sådan lige har gået og tænkt på.

 

Tak, Carl, tak for at du var så stor en AMK-støtte som du var!

 

Æret være Carl Andersens minde.

 

Steen Normann

Navigation